Trist og træls uge

Den forgangne uge har bestemt ikke været morsom.

Søndag morgen vågnede jeg op til den forfærdelige nyhed om at et af mine idoler var sovet ind i døden, uventet på en ferie på Mallorca, kun 33 år gammel. Stephen Patrick Gately, sanger i boybandet Boyzone.  En obduktion viste senere at han havde væske i lungerne, så han faktisk mere eller mindre var druknet i søvne… stakkels fyr. Det var et shok, og jeg har stadig ikke fattet det. I dag hørte vi begravelses ceremonien på radio transmission over RTE, og det gav ligesom lidt ro i sindet..

Alle i huset har været syge den forgangne uge. Jeg blev ikke så hårdt ramt, så jeg har nok mødt den pågældende virus før, men Katrine var meget sløj om morgenen og aftenen i nogle dage, og Laura havde det værst. Hun har jo slet ikke noget immunsystem endnu, den lille pige.

Katrine trives i børnehaven og har det godt. Hun snakker og synger hele dagen lang og er en glad pige. Hun måler nu 99cm og vejer 12 kilo. dvs hun har tabt sig tre kilo siden hun begyndte i børnehave… det er jeg ikke så glad for, men hvad kan man gøre?

Laura er en lille nysgerrig og kvik pige. 67cm og knap 7 kilo. Der er desværre nogle ting hun ikke kan, som hun burde ifølge sin alder, bl.a. trille rundt, krybe, kravle, ligge på maven osv. Men hvis Laura bliver lagt på maven skriger hun panikslagent. hun triller kun til siderne, og ikke resten af vejen om. Så vi skal lige indlægges et par dage for at de kan finde ud af lidt. De regner med det ‘kun’ er hendes muskler der ikke er stærke nok, eftersom hun er meget spinkel. Hun kan heller ikke selv sætte sig op.. men når hun så er blevet hjulpet op at sidde, så sætter hun den ene fod i gulvet, hænderne også, og så kommer hun fremad på den måde, med det andet ben i halvt skrædderstilling. Hvor ser det ud, og hvor er det hårdt for hende. Jeg håber at en fysioterapeut på sygehuset kan hjælpe os med nogle øvelser osv. så hun kan få lært de ting hun mangler. Hun er trods alt snart 11 måneder…

Vi er flyttet i nyrenoveret rækkehus, 1. august. Her er bare skønt. Fri for larmende naboer og usikkerheden omkring indbrud i kælderen osv. og ingen høj musik og støj. Her er bare dejligt. 85kvm . dejlig stort børneværelse, lille soveværelse, stue og køkken ud i et, og dejlig stor kælder med viktualierum, hobbyrum og stort badeværelse. Stor have som vi har anlagt ny græsplæne i.

Jeg bor stadig alene med pigerne, og det har jeg i sinde at fortsætte med.

- Karina

Min dejlige familie

Hvor har jeg en dejlig familie.

Min kæreste, Per, er så sød. Han fortæller mig ikke han elsker mig – det viser han mig hver eneste dag, året rundt. Det er så dejligt. Handling viser langt mere end ord hvad han føler for mig.

Katrine, hun er startet i skovbørnehave 1. maj. Og hun elsker det. Hver anden uge er hun i skoven, hver anden uge hjemme i børnehaven. Der er to hold der skiftes. Og hun er godt mopset når hun ikke skal i skoven. Det skal hun i denne uge, så det er godt. Det gør hende godt at være på skovholdet. Hun er gladere end ellers, og nemmere at have med at gøre. Jeg tror at der er for meget for hende hjemme i børnehaven, for hun er tit sur og vranten og rigtig vrøvlet herhjemme efter at have været i børnehave. Men når hun har været i skovbørnehave er det helt anderledes. Dejligt.

Laura hun er nu 5½ måned, måler 63cm og vejer ca. 5 kg. Der er ikke så meget af hende – men hvor er hun skøn. Den mest smilende lille princesse man kan forestille sig, fra morgen til aften. Hun pludrer og smiler og er så glad, hele dagen lang. Men når hun skal sove er hun rasende og kæmper imod af alle kræfter. DET vil hun bare ikke. Men før eller siden er hun så træt at hun giver efter alligevel.

- Karina

Sikke et rækkehus…drømme..drømme..drømme

ÅÅÅH…. Per, Katrine og jeg var til åbent hus på et nyrenoveret rækkehus i går. Nøj hvor var det fantastisk… der er godtnok stof til at drømme af der. Hold da op. ALT var revet ud af huset og bygget op på ny. Nye vægge var sat op efter den ny lejers ønsker, kæmpe terrasse anlagt, isoleret havehus i enden af haven… ekstra værelse bygget hvor der før var “værksted”, flot badeværelse, og ekstra toilet på første sal… Gulvvarme i hele huset så radiatorer er overflødige, og håndklædetørrere på badeværelset i stedet for radiatorer… nej hvor var der fedt. Vi er nødt til at tage tilbage i dag og se det hele en gang til.

Rækkehuset ligger på samme gade som min mor bor. Hun bor i et af de u-renoverede huse, som er noget gammelt lort for at sige det rent ud. Gammelt helt tilbage fra 1940.

Hvor ville jeg dog gerne bo i sådan et af de rækkehuse med mine to piger… men jeg ligger som nr. 45 på ventelisten til de huse, så der vil jo gå 10-12 år hvis ikke mere, inden det vil blive min tur. godtnok sørgeligt at tænke på, for hvor ville jeg gerne have en have til mine børn kunne lege i, mens de endnu er børn.

- Karina

Sikke tiden går

Hold da op sikke tiden går.

Jeg har ikke skrevet på min blog siden jeg fandt ud af at barnet jeg ventede var en pige… Og i dag er hun tre måneder gammel. Hun hedder Laura Katarina Holmgård Brandt, blev født 26. november 2008, efter kun en enkelt time med veer, efter et vedrop var sat op. Fordi det gik så hurtigt troede min jordemoder ikke på jeg var ved at føde, så da jeg sagde jeg havde presseveer, sagde hun “jaja, det er nok afføring, jeg henter lige din journal på kontoret…” ja nu er det altså sådan at der er en vis størrelsesforskel på afføring og så et barnehoved, og jeg kunne altså GODT mærke at det IKKE var afføring… “nå,”  tænkte jeg, “Så må jeg jo klare migselv.” og så vendte jeg mig fra siden om på ryggen, fik trusserne krænget ned, og tog imod min lille pige og løftede hende alene ind i denne verden. Sikke en fantastisk oplevelse, at tage imod sit eget barn, det vil jeg gerne anbefale andre kvinder at prøve, MEN under mere kontrollerede forhold… For det var altså ikke sjovt at stå med hele fødselssituationen alene. Heldigvis kan man sige, var jeg mentalt forberedt på at føde alene, idet jeg oplevede med Katrine at min jordemoder dengang heller ikke troede på jeg var kommet ind for at føde, og ville sende mig hjem igen, men ombestemte sig da vandet gik. Derfor havde jeg til Lauras fødsel forberedt mig mentalt på at blive sendt hjem igen, og føde i min egen seng.

Laura blev født med diagnosen “small for date” hvilket vil sige, at selvom hun er født indenfor normal terminsområde, vejede hun mindre end 2500 gram. Laura blev født i uge 37+1, og vejede 2125 og målte 45cm. Hun var ikke stærk nok til at sutte et helt måltid selv, så vi blev indlagt på neonatal afdelingen hvor vi var i tre uger. Da hun kunne sutte et helt måltid selv og tog på, blev vi udskrevet.

12. januar var vi til kontrol på børneambulatoriet med hende, og de var så ikke helt tilfredse med hendes vækst. Hun lå langt under gennemsnittet, også selvom hun blev korrigeret for de tre uger hun var født før termin. Så nu skal vores sundhedsplejerske komme hver 14. dag og veje hende så de på ambulatoriet har en kurve at kigge på for at vurdere om hun tager jævnt på eller om hun går i stå. Og så skal vi til kontrol deroppe igen den 31. marts, og så må vi så se hvad de siger der.

Vi havde besøg af sundhedsplejersken i går, og da var Laura vokset 360 gram siden besøget på ambulatoriet for to uger siden, så det var jo rigtig flot. Sådan skulle det gerne fortsætte, for så bliver vi sluppet fra ambulatoriet.

Laura skal døbes påskesøndag den 12. april. Det er stadig op i luften med hvor mange gæster der kommer og hvem der kommer og hvem der bliver inviteret… for hvis Pers ældre børn og svigerbørn vil med, så er der stort set ikke plads til gæster fra min side, men hvis de ikke vil med, så vil jeg invitere nogle veninder. Min bedste veninde, Jessie, fra Sverige skal stå fadder ligesom hun gjorde med Katrine. Det er sådan set også det eneste der står fast omkring dåben, og så selve datoen og hvad hun skal hedde… det er faktisk ret ubehageligt ikke at vide noget og ikke at kunne planlægge noget… jeg vil så gerne gøre det hele så fint… det er trods alt en meget stor dag for mig, at mit barn skal døbes…

- Karina

“Han” er en lille PIGE

Ja så er spændingen endelig udløst. Jeg venter endnu en lille dejlig pige, og hun er sund og rask. Vi var til scanning i går. Nu kan vi så gå i gang med at finde et navn til hende, hvilket vist ikke bliver særlig let… for der er mange at vælge imellem, og Per og jeg har ikke helt samme smag i navne… så det skal blive interessant at se hvad vi ender med at finde ud af.

Endnu en dejlig ting ved at få en pige mere, er at nu kan vi genbruge alt Katrines fine tøj… hun har så meget flot, det bliver dejligt at se det hele igen.

- Karina

Så sparker “han”…

Ej hvor dejligt,

nu er “lillebror” endelig begyndt at sparke eller spjætte inde i min mave, så jeg kan mærke det. Jeg ved godt han har været aktiv længe, det så jeg jo selv på scanningen, men det er først nu jeg rigtig kan mærke det, flere gange dagligt. Indtil nu har det de sidste par uger været et lille spjæt her og et lill spjæt der, som jeg ikke var helt sikker på var ham eller ej…

Ja, nu kalder jeg ham for en ‘ham’ selvom jeg ikke ved om det er en pige eller dreng endnu. Det er bare nemmere i stedet for hele tiden at sige “hun eller han”…

På tirsdag skal jeg til næste scanning, og håber at få at vide om det er en pige eller dreng.

- Karina

Røveri på min bankkonto

Uha, jeg havde somme tider tænke på, hvornår det mon blev min tur – og det gjorde det den forgangne weekend.

Hidtil ukendte gerningsmænd havde et eller andet sted fået opsnuset mit visakort nummer, og lavet transaktioner for ca. 10.000 amerikanske dollars. Jeg blev ringet op om dette fra min banks hovedsædes bedrageri afdeling mandag morgen. Det var en grim start på dagen.
Jeg kommer dog ikke til at hæfte for de ca. 50.000 kroner, hvilket er en utolig lettelse. Banken spærrede så mit visakort, og jeg har i dag fået et nyt. Meget heldigt – for i morgen starter vores årlige festival, Sønderborg Ringridning, som jo er årets højdepunkt for os her i Sønderborg.

- Karina

Alt er vel

Ja så har jeg endelig været til læge ang. min graviditet. Der var lang ventetid på at komme til, men i sidste uge var jeg så hos sygeplejersken som tog diverse blodprøver, deriblandt en some hedder en “double-test” som skulle kunne give indikationer om hvorvidt barnet eventuelt har downs syndrom.

Jeg var så til lægen i går, og fik at vide at alle mine blodprøver var fine, og der var ikke noget der indikerede downs syndrom, heldigvis. det er dejligt at vide.

Nu venter jeg så på at få en indkaldelse til en scanning for misdannelser, den de også kalder for en gennemskanning, hvor de scanner barnets organer osv. for at se om der er blodgennemstrømning som der skal være osv. de scanner for hjertefejl, antal fingre og tæer osv. så det er jeg spændt på. Det er dog for tidligt at kunne se barnets køn, det vil de først kunne i slutningen af juli, så jeg må have tålmodighed lidt endnu.

Det viste sig dog at sygeplejersken havde talt forkert da hun skulle beregne min termin. Jeg er en uge længere henne end hun havde beregnet, hvilket passer mig fint, for så passer min lilypie-ticker på toppen af siden præcist. dejligt.

- Karina

Brand i køkkenet

Puha, lørdag var en af de dage hvor Katrine lavede gale streger lige fra morgenstunden. Hun hældte indholdet af sin vælling flaske ud i sofaen som har stofbetræk, strøede alle mine tomme DVDskiver ud på gulvet, fik fat i mine mini-disk disketter og fik dem blandet så kasetter og indhold nu ikke passer sammen, og ikke mindst fik hun listet sig vej til en af mine kasser med småting til mine fashion dukker som hun VIRKELIG bare ikke må røre – og fik strøet alt ud på gulvet…

Om eftermiddagen kulminerede det med at hun fik startet en mindre brand i køkkenet. Jeg havde rebornet to dukker om morgenen, og de stod nu på bagepladen ovenpå komfuret for at afkøle og tørre. pludselig lugtede jeg røg og gik derud, så havde katrine tændt for to kogeplader under bagepladen, og der stod to flammer op, og dukkerne var sortsvedne og dele af dem smeltede… jeg var grædefærdig. Dels af shok, og dels over at det stod for 3000 kr. smeltede dukker der nu var ukendelige… penge jeg virkelig havde brug for.
Jeg fik ilden slukket med et vådt viskestykke, og så måtte jeg jo se hvad jeg kunne redde af dukkedelene. Et par rigtig smukke babyben måtte jeg smide ud, de stod ikke til at redde, de var smeltet til ukendelighed. Begge hoveder fik jeg reddet dels ved at fjerne noget sod med sprit hvorefer de fik et par nye lag maling, og omkring halsene skar jeg det overskyedende vinyl væk, så der nu kun er lidt sort tilbage. Et par arme måtte jeg forkorte og lave en interimistisk løsning med et par strips som bindeled. Men jeg kan jo under ingen omstændigheder sælge disse dukker til fuld pris… Hvis jeg kan få indkøbsprisen for dem skal jeg vist være glad, for de stinker jo af røg og brand…

Gudskelov der ikke skete andet, jeg tænker med gru på at vi plejer at sove middagssøvn på det tidspunkt, men gjorde det ikke i lørdags fordi jeg ville se bryllups TV.

sikke en dag.

knus
Karina

Gravid igen… og det går godt :o)

Jeg er gravid igen – Katrine skal være storesøster.

jeg er så glad. Jeg er jo enebarn og ved alt om hvor ensomt det er, både som barn og som voksen, og hvor hårdt det vil blive når min mor engang dør… jeg kommer til at stå alene med hele sorgen og hele oprydningen og alt det praktiske, ind imellem er det meget overvældende for mig at tænke på. Derfor har det hele tiden været min frygt, på Katrines vegne, at hun også skulle forblive enebarn… for det ønsker jeg virkelig ikke for nogen børn at blive… det er frygtelig ensomt.

Jeg har termin til 7. december – foreløbig. En terminsscanning vil give en mere præcis dato. Det vil sige at jeg i dag er i uge 12, og på torsdag går ind i uge 13 – og dermed er de første tre kritiske måneder overstået. Alt er gået  godt, har kun mærket til kvalme en lille uges tid så var det væk igen. Med katrine var jeg dårlig hele tiden de første 4 mdr, det var godtnok strengt. Men denne gang er det hele bare gået så glat og nemt. Kun lidt kvalme en gang imellem, og kaffe kan jeg ikke rigtig have mere, men det er også det eneste ‘dårlige’. Af underlige spisevaner har jeg det sådan at ALT hvad jeg spiser skal være stærkt krydret, og ALT hvad jeg drikker skal være surt.ind imellem er det også nogle underlige ting jeg finder på at sætte sammen til en ret – men sådan er smagen altså bare lige på DET tidspunkt!! underligt.

Jeg er rigtig spændt på første scanning… det er noget helt særligt at se sådan en lille stump ligge derinde og bevæge arme og ben og man kan se og høre det lillebitte hjerte slå… så bliver man altså blød om hjertet.

knus,
Karina